|
Forretningslivet i Gjerrild i
30’erne
Erindringer fra min barndom, -
af Randi Egeskov Madsen
I oktober 2005 havde vi nogle
feriedage hos vores datter i
Gjerrild. Vi boede på kroen, og her
kom vi til at tænke tilbage på min
tidlige barndom i byen (jeg er
årgang 1927) og hvor mange
butikker, der var der dengang i
30’erne. Byen - der bestod af
Gjerrild, Stokkebro og
Stationshusene - er vel ca. to km.
lang med et par knaster til siderne.
Og der var dengang under 300
indbyggere. I dag er der kun én
forretning - men dengang! Du godeste!
Da
jeg boede i den øverste ende af
byen, i den hvide skole over for
kirken, hvor min far var lærer, er
det mest naturligt for mig at starte
her. På modsat side af kirken lå
Gjerrild Brugs. Her kunne man købe
alt til den daglige husholdning. I
den første del af butikken fandtes
madvarerne. I midten af butikken
kunne man finde vækkeure, hjemmesko,
briller og meget andet, og i det
inderste lokale var der metervarer.
I forbutikken stod der en stor kasse
med låg til salt. Her sad mændene
undertiden og ordnede
”verdenssituationen”. I kælderen
opbevaredes petroleum m.m. - En gang
kom en af de lokale, der havde været
udenbys og forsøgte at tale ”fint”.
Han bad om noget ”særkelærred”,
hvorpå brugsuddeler Nielsen halede
en rulle fin, hvid lærred frem fra
hylden. Men det var sækkelærred han
skulle have!
Far
var modstander af at handle i
Brugsen, men jeg fik dog lov til at
købe Chr. IX-penne deromme. Og de
havde også en slags aflange
flødeboller med bund af figen. Dem
har jeg aldrig set siden. Så vidt
jeg husker blev de kaldt ”Bondepige
med slør”.
Sammenbygget med Brugsen var der en
festsal med tilhørende køkken. Salen
var samtidig indrettet til
gymnastiksal for skolen med ribber
ved den ene væg og plint, buk og
svingtov med tunge sandposer af
læder samt standere til højdespring
opbevaret i gennemgangen til
køkkenet. - Salen blev også brugt
til diverse fester. Der blev holdt
høstfest der med spisning og
efterfølgende dans, og mine forældre
holdt deres sølvbryllup deromme.
Senere - i 1947 - tog et hold
FDF’ere fra Valby ophold i denne
sal. En af disse blev ham, som jeg i
dag har været gift med i 54 år - men
det er en helt anden historie!
Lidt
nede ad bakken lå den hvidkalkede
kgl. privilegerede Gjerrild Kro med
krostuer, købmandsbutik, festsal og
med servering i krohaven. Her var
det Købmand Voigt, der stod for
butikken. Man kunne også købe
friskbagt brød og wienerbrød som
Voigt selv fremstillede i et lille
hus overfor kroen. Jeg nød, når jeg
blev sendt ned til kroen efter et
franskbrød. Så gik jeg og pillede
stumper af det og spiste på vejen
hjem. Når jeg fik en 2-øre af far,
købte jeg bolsjer dernede. Jeg fik
ca. 18 stk. og da de andre børn
opdagede, at jeg fik flere end dem,
sendte de mig altid ind for at købe
til dem. (Jeg var lærerens datter,
og dengang var der mere nimbus over
lærer, præst, læge og skovrider, end
der er i dag).
I
festsalen blev der bl.a. holdt
juletræ for børnene. Så blev der
fyret i den store kakkelovn, og da
salen ellers ikke blev varmet op til
daglig, drev fugten ned ad de malede
vægge. Efter dansen om juletræet og
når far havde læst en julehistorie,
blev salen ryddet, og der blev
strøet sæbespåner på gulvet, så det
blev glat at danse på, og så var der
gang i rheinlænderpolka, den toppede
høne, ritsj-ratsj og mange andre.
På
gode sommersøndage kom omegnens
beboere kørende i hestevogn og nød
en forfriskning i krohaven. Her
skete det også at forfatteren Knud
Poulsen (halvbror til opfinderen af
radiotelegrafen Valdemar Poulsen)
sad og hyggede sig. Når pengene så
var sluppet op, sendte han en kuvert
op til far, hvor han bad ham lægge 5
eller 10 kroner i. Engang var han i
spenderehjørnet. Da sendte han et
brev, hvor han insisterede på ”At
give en omgang i Krohaven, hvor der
1’ste Pinsedag
aldrig er en sjæl
(han var ret menneskesky). Men så
skal Randi og husassistenten med.
Den står på Bouillon med Æg og
ristet Brød, Kaffe med Kager,
ét
lille
stærkt Glas
(til begge Køn), Cigarer og
Cigaretter og Sodavand og Gyngeture
til Barn og Husassistenten - kort
sagt - i al Tarvelighed”.
Jeg
har fundet frem til, at den gamle
kro brændte omkring december 1982.
Den, der ligger der i dag er bygget
samme sted og er udvidet med et
motel.
I en
lille hvid villa neden for kroen
boede ”Søstrene Hansen”. De havde en
lille trikotage- og garnforretning.
De brugte et udtryk om garn, der
rakte langt, at ”det var noget, der
fortede godt”. De havde også
håndkøbsudsalg fra Grenaa Apotek.
Så
går vi over grøften, der skiller
Gjerrild og Stokkebro, over det
dengang bare stykke mark, hvor
mosekonen af og til bryggede.
Grøften fortsætter ud i det område,
der hedder ”Søen”. I gamle dage gik
havet næsten helt herind. - På
hjørnet af den vej, der går ind til
”Ellegården” boede skrædder Kruse i
det hvide hus med afskåret
gavlhjørne. Han havde en lille
boghandel, og i gavlen over butikken
sad han på tilskærerbordet foran
vinduet med korslagte ben og syede.
Han var en lille ilter mand med
hvidt strittende hår og brune øjne
(som jeg husker ham), men vældig
rar. Da vi i 1928 kom til Gjerrild,
og far stolt promenerede med mig i
barnevognen, mødte han Kruse, der
spurgte ham, om han ikke troede, at
han havde egnet sig bedre som
lirekassemand! Far havde vældige
diskussioner med ham. Så satte Kruse
den ene tommelfinger i sin buksesele
og argumenterede viftende med den
anden! Der fortælles, at engang var
der et eller andet træskomager Chr.
Langholm (ham kommer jeg til senere)
havde sagt eller gjort, som Kruse
var utilfreds med. Kruse stod i
døren til Langholms værksted og
skældte ud, hvorpå den sindige
træskomand uden at forhaste sig
vendte sig om og på sin langsomme
måde sagde: ”Kom indenfor, Kruse, og
luk døren. Det trækker da så
slemt!”. - Så faldt Kruse ned, from
som et lam.
Gjerrild og Stokkebro var næsten som
to adskilte byer. Børnene i Gjerrild
legede ikke med børnene i Stokkebro.
Hernede lå endnu en brugsforening:
Stokkebro Brugs som den næste butik
med brugsuddeler Adam Andersen og
hans søn Henry. Her handlede vi
ikke, så den husker jeg ikke meget
om. Men det gav altså i alt tre
købmandsforretninger i den lille
landsby!
Forbi nogle huse kom vi til
Bagerforretningen. Her var det i min
barndom bager Jensen, der leverede
brød til byen. Han havde så fast et
håndtryk, at det var berygtet. Når
han kom ud til børnene, der
ferierede på Stavnsborg-lejren, stod
de efter sigende i kø for at trykke
- eller blive trykket i hånden af
ham.
Gjerrild manglede heller ikke en
Cykelforretning og Radioforretning.
Her var det Henry Holst, der
handlede med begge dele. Samtidig
havde han også et cykelværksted. Når
han skulle demonstrere en radio,
skruede han den op på fuld drøn og
udtalte, at ”det jo var én, der
kunne yde noget!”.
Lidt
længere henne på venstre side af
vejen kom vi så til Tatol - eller
Schous Sæbehus. Det blev bestyret af
Anna Voigt, der havde en spastisk
søn, Poul, der sad i kørestol.
Engang imellem var det ham, der
krabbede sig ind og ekspederede.
På
hjørnet af den vej, der i dag går
ned til Friskolen var der endnu en
cykelforretning, der var ejet af
cykelhandler Møller.
Sidste - eller næstsidste butik var
en lille forretning ejet af Dagmar
Simonsen. Vel nærmest en
høkerforretning. Jeg plejede at
sige, at man der kunne købe alt fra
synåle til elefanter. De sidste vel
kun i mindre målestok. Far kom
engang hjem og havde købt både
kaffestel og spisestel i
Rosenborg-mønstret til 12 personer
hos hende. Mor var ikke ovenud
begejstret for det. Hun havde altid
drømt om hvidt stel med guldkant. -
For øvrigt tilbragte forfatteren
Knud Poulsen sine sidste dage hos
Dagmar.
Den
sidste forretning hører måske ikke
med i denne beretning, for jeg
husker ikke, hvornår Slagter
Petersen startede sin butik på
hjørnet mellem Dagmar Simonsen og
Skovridergården. Han kunne altid få
priserne til at ende på noget med 25
øre. Og han sluttede mange gange med
at sige: ”Og hvad skal vi så have
for den sidste krone - som hun
siger, Dagmar (Simonsen)!”.
Det
gav i alt 10 butikker! Og så var der
jo også alle de kørende
forretninger.
Mælkemanden Anders Tibert hentede
mælkevarerne omme på Mejeriet, og så
kørte han rundt og solgte i hele
byen. Mor havde en lille blikkasse,
som hun lagde penge og en seddel med
oplysning om dagens indkøb, ud på
trappestenen. Så ordnede mælkemanden
selv forretningen. Før
mælkeflaskernes tid blev der sat en
skål eller en spand ud til mælken.
Mælken blev leveret fra gårdene via
flere mælkekuske, der hentede
mælken, der stod parat i store
mælkejunger på deres rute. Det gav
livlig trafik frem og tilbage til
mejeriet forbi skolen om
formiddagen. Det var i hestevogne
med jernringe på hjulene og på
grusvej og før end vognene fik
gummihjul på, så det gav en del
støj. Om vinteren, når der var sne
på, blev de store kaner hentet frem
fra et skur bag ved mejeribygningen,
og så morede vi børn os med at ”stå
på gænger”. Vi hoppede op på kanens
meder i farten, og så sprang vi af,
når vi ikke gad være med længere.
Slagter Jensen, der boede i den røde
villa i svinget ved vejen til
Troldhøj, havde ikke nogen butik.
Han solgte slagtervarer fra sin bil.
Han var nok en af de første, der fik
bil i Gjerrild.
En
anden, som også var blandt de første
i Gjerrild der fik bil, var Peder
Klemmen. Ellen Knold - eller var det
en af hendes piger - kaldte ham
”Dyt-Peder” - han brugte altid
hornet, når han kørte omkring
hjørnet ved Bergelius’ gård.
En
gang om ugen (?) kom der en
Ølhandler fra Grenaa. Og en
Ostehandler. Da far altid skulle
have et stykke stærk ost, spurgte
ostemanden altid: ”Nå, ska’ vi så
ha’ en af dem, der grajer
(græder)!”.
Der
var skam heller ikke mangel på
Håndværkere. Neden for kroen havde
Tømrer Clausen sit værksted. Jeg var
tit med far dernede, og jeg nød
duften af frisk træ. Men engang
gjorde han mig både gal og ked af
det. Han begyndte at sige ”De” til
mig. Da jeg protesterede, sagde han:
”Jo, for nu var jeg jo blevet
konfirmeret”. - Så var jeg jo
voksen!
Han
havde Tømrer Christensen som
tømrersvend.
Nede
i Stokkebro boede Snedker Sørensen.
Her havde han værksted, og i villaen
havde han et udstillingsrum med
vindue ud mod gaden. Jeg mener, at
fars og mors gæsteværelses-møblement
har været udstillet der, da de købte
det.
Fra
ham har jeg et specielt udtryk fra
Gjerrild. Engang var jeg og vores
6-årige søn sammen med far derhenne.
Sønnen fik at vide, at ”han var da
vist en Skanollikok!”
Smed
Holst var vores nærmeste nabo. Der
oplevede jeg på nærmeste hold, at
han satte jernringe på vognhjulene.
Når han havde lavet ringen lidt
mindre end omkredsen af hjulet, blev
den varmet kraftigt op. Så udvidede
den sig så meget, at den kunne
placeres om hjulet. Når den så blev
afkølet ved at hjulet med ringen på
blev drejet rundt i en rende med
vand ude i gården trak den sig under
syden og hvæsen sammen, så den sad
fast. Og når han brændte karbid,
stank det også forfærdeligt. Det var
til at komme i de cykellygter, man
havde dengang. - Han skoede også
heste. Normalt var de meget rolige,
men af og til kom der en, der ikke
var til at styre. Så måtte den i
tvangsbåsen. -
Hønsene gik frit omkring og hakkede
i de små stumper horn, der blev
skåret af hestehovene, inden de
skulle skoes. En af dem fik engang
en lille stump på tværs, så den ikke
kunne lukke næbbet. En af de andre
høns lagde hovedet på skrå og stod
lidt og kikkede på den. Så gik den
hen og pillede stumpen ud. -
Aage
Kruse var først svend hos smed
Holst. Derefter fik han sit eget
værksted i Stokkebro lige efter
grøften.
Der
var to malere. I Gjerrild var det
maler Madsen, og i Stokkebro var det
maler Petersen.
Der
var kun én murer. Han hed Ferdinand
Mogensen. Hos os kom han hvert år og
kalkede skolen og det gamle
bindingsværkshus. Så blev der læsset
et læs brændte kalksten af i en
læskebakke. Når der blev hældt vand
på dem, sprængtes de og blev til en
fed kalkmasse, der blandet op med
vand blev smurt på murene. Når det
sorte bindingsværk skulle kalkes,
hentede mureren en spand kærnemælk
omme på mejeriet. Det var bedre end
vand til at binde det kønrøg, der
sammen med kalken gav den sorte
farve. - Efter ham var der så murer
Damborg, der tog sig af det.
Skomager Willum Christensen boede
over for Chr. Lassens gård. Jeg
husker ham som en meget gammel,
kroget gråhåret mand, der var plaget
af Parkinson. Han ”klippede”
ustandselig med fingrene på grund af
sygdommen. Hans kone passede byens
telefoncentral, der bestod af et
lille bord med en masse klapper. Da
vi ikke havde telefon før end jeg
var omkring 8 år, var vi nødt til at
ringe henne fra centralen. Det kunne
være en sej affære - bare det at
ringe til nabobyen kunne tage op til
en time at komme igennem!
Træskomager Chresten Langholm har
jeg nævnt i forbindelse med omtalen
af skrædder Kruse. Han lavede både
træsko med hælkappe og uden. Og
spidstræsko, som mange landmænd
brugte. De var af træ helt igennem
og derved mere modstandsdygtige,
hvis man blev trådt over tæerne af
kreaturerne.
Langholm var musiker i sin ungdom,
hvor han spillede på
blæseinstrumenter. En del af
melodierne har han skrevet ned, og
hans kone har givet nodeheftet til
Aage Skjelborg, der blandt andet har
samlet folkemusik. (Gå ind på Google,
skriv ”Folk og musik i Nørre Djurs”,
så kan man finde flere af de
melodier, der blev spillet ved
ballerne i min barndom - bl.a. ”Min
drømmevals” spillet af Gunnar
Ballegaard).
Nede
i Stokkebro boede Karetmager Jensen.
Jeg har en lille tønde, som mor fik
lavet nede hos ham. Det var en
fødselsdagsgave til far, som han
skulle have til at opbevare sit
grove tobak i. Jeg mener, at han
boede nede i Stokkebrogaarde - de
gamle huse fra 1600-tallet.
Jeg
husker ikke, hvornår Skomager Jensen
- alias ”Frede-mede” kom til byen.
Hans tilnavn kom af, at når han blev
spurgt om, hvornår man kunne hente
sine sko, svarede han næsten altid:
”Frede-mede” (Fredag middag).
Så
var der Ane Sofie, som var syerske.
Hun boede i ”Jomfruburet”. Det var
et gammelt vinkelformet
bindingsværkshus nedenfor kirken.
Det havde fået navnet fordi der kun
boede enlige, gamle damer i de små
lejligheder, som huset var opdelt i.
Det brændte fuldstændig ned i
sommeren 1959. - Ane Sofie tog rundt
og syede og reparerede, hvor der var
brug for hende.
Man
kunne skam også få håret sat og
blive barberet. I en gul villa med
karnap og altan med hvide balustre
sørgede barber Dahms for herrerne,
og på etagen over var det frk.
Dorthe Møller, der ordnede damernes
hår. Da jeg var omkring seks år, fik
far mig klippet som dreng nede hos
Dahms. Jeg skulle have heddet Lars -
men så blev jeg jo en pige! Frk.
Møller var med som hjælper - i alt
fald én gang - på den årlige
skoleudflugt, og hun lavede
frikadeller og persillesovs til mig
engang, hvor jeg havde fået lov til
at besøge hende en hel dag. Efter
frk. Møller var det Ingrid Jensen,
der ordnede damernes hår. Jeg kan
huske, at jeg har siddet som en
anden blæksprutte med ledninger til
alle rullerne i håret, når jeg blev
permanentet - og så lugtede det af
brændt hår!
Til
at tage sig af de syge var der
doktor Weilby, der boede nede ved
banen. Han var noget af en
bulderbasse. Han tog på sygebesøg
hele døgnet, hvis der var brug for
det. Han havde to sønner, Andreas og
Johannes. Han opdagede, at Johannes
var begyndt at ryge i en ung alder,
så han kaldte ham ind og bød ham en
cigar i håb om, at det skulle kurere
ham for at ryge. Men Johannes kunne
tåle mosten! - Det var også Weilby,
der bemærkede, at selv om hans
drenge blev passet i alle ender og
kanter, var de alligevel tit syge,
men B’s beskidte unger, de fejlede
sgu aldrig noget!
På
”Monte Hermose” kunne der være fire
personer i pleje.
Der
var en lillebil-vognmand, der boede
i ”Søgården”.
Der
var Vognmand Peter Larsen med
lastbil.
Hotellet nede ved banen var det
tredje sted, man kunne holde fest.
Det var også her danselærer Richard
kom fra Århus en gang om ugen og
holdt danseskole.
Og
sidst, men ikke mindst, så var der
to skoler. Oppe ved kirken lå den
gamle hvidkalkede Gjerrild Skole fra
1856, hvor far - Egeskov - kom til
som kirkebylærer i november 1928.
Denne titel indebar, at han også
skulle synge i kirken. Jeg var tit
med far, når han skulle sætte
salmenumre op. Det var store tal af
messing, der skulle placeres på de
tavler, der hang rundt om i kirken.
I skolen her var der to
klasseværelser med en gang imellem.
I det mindste i gavlen kom
lærerinden, som var fælles med
Stokkebro Skole og underviste i
første klasse. Her gik man i to år.
Derefter gik man først to år i anden
klasse og fire år i tredje klasse
hos far. Dengang gik man kun i skole
hver anden dag - anden klasse gik
tirsdag, torsdag og lørdag, og
tredje klasse gik mandag, onsdag og
fredag. Måske husker jeg forkert,
men jeg mener, at om sommeren gik
man fra 7 til 13, forår og efterår
fra 8 til 14, og om vinteren fra 9
til 15.
Nede
i den anden ende af byen lå den
nyere Stokkebro Skole med Riberfeldt,
som dengang hed Hansen som
førstelærer. Her boede lærerinden
også. Hun havde første klasse.
Foruden det samledes pigerne fra de
to skoler her til håndgerning.
Lærerinden dengang hed frk. Bugtrup.
Senere kom Marie Pedersen, som
senere blev kaldt ”den gamle frk.
Pedersen”, fordi den næste havde
samme navn og selvfølgelig kom til
at hedde ”den nye”. - Det var hos
”den gamle”, at jeg startede min
skolegang.
I
Gjerrild Skole havde man som før
nævnt gymnastik i forsamlingshuset.
I Stokkebro var der gymnastiksal på
loftet. Denne skole var fra 1904.
Alligevel var der ting, man tog til
Grenaa for at købe. Det foregik med
toget - ”Gjerrild Grisen”, hvis man
da ikke cyklede de ca. 10 km derud.
Toget bestod af en motorvogn og en
bivogn. I bivognen stod der en
bekkasinovn og en kurv med brænde.
Så om vinteren måtte passagererne
selv lægge brænde i ovnen, når det
var nødvendigt. Havde man så en
pause, inden toget gik fra Grenaa
igen, mødtes man tit i ”Brødrene
Lassens Konditori” til en kop kaffe.
Alt
dette giver et indblik i, hvor meget
man dengang kunne købe i Gjerrild. I
dag (november 2005) er der kun én
forretning tilbage - et lille
supermarked, der hedder ”Focus”. Der
havde også været en bager, men han
måtte lukke tidligere på året på
grund af sygdom.
Der
var jo også ”Blad-Laurids”. Jeg
mener at kunne huske, at jeg engang
har været nede at hente/købe et blad
af ham. Og ”Marineslagteren”, - det
var en slagtermester, der kom
kørende i hestevogn fra Grenaa.
Marinus Nielsen hed han. Det var et
syn for guder. Med sine ca. 400 pund
fyldte han i den grad på bukken, at
der kun lige var plads til en lille
radmager mand som kusk!
Ja, der dukker stadig nyt op i
hukommelsen. Jeg håber I får
fornøjelse af mine skriblerier. Jeg
havde det i alt fald sjovt, da jeg
skrev dem. Og så glæder jeg mig til
at se dem på tryk. På forhånd tak -
og god fornøjelse. Har I spørgsmål,
er I altid velkommen.
Mange hilsner
Randi og Erik Madsen
Fagerstedvej 3,
2650 Hvidovre.
Tlf.
36 78 27 72
|
